Brug af en chatbot eller AI-agent giver ikke automatisk brugsret til det tekstmateriale, som man prompter værktøjet med. Det skal man som bruger selv indhente tilladelse til. Ifølge ophavsretsloven er det nemlig ikke lovligt at anvende andres tekster på arbejdspladsen uden tilladelse. Det betyder bl.a., at medarbejderne ikke må prompte med fx rapporter, analyser og andet ophavsretligt beskyttet tekstmateriale uden tilladelse. Gør de det, krænker de ophavsretten.
FairLicens er blandt de første licenser i Europa, der giver mulighed for lovlig brug af tekstindhold i AI-værktøjer, og nu bliver det derfor nemmere for danske virksomheder at leve op til gældende lovkrav i udrulningen af generativ AI.
Det skal være let at være lovlig
”Ny teknologi har ændret virksomhedernes muligheder for research, vidensdeling og kildeanalyse. Den reelle brug er dog løbet foran de lovlige rammer for anvendelse af tekstmateriale. For at hjælpe med at lukke det compliance-gap har vi udviklet en ny licenstype, der skal sikre, at danske medarbejdere fortsat kan bruge andres tekster lovligt. Også i en AI-æra. Resultatet er FairLicens, som giver virksomhederne adgang til brug af et meget bredt udvalg af forskelligt tekstmateriale. Både når medarbejderne bruger AI-værktøjer, og når de kopierer digitalt og analogt,”fortæller adm. direktør i Tekst & Node, Anders Kristian Rasch.
Dansk Erhverv: Klare rammer skal understøtte virksomhedernes brug af AI
Hos Dansk Erhverv er der fokus på, at virksomhederne har gode rammer for at anvende AI og håndtere de spørgsmål, teknologien rejser. Også når det kommer til ophavsret:
”AI kan blive et markant løft for danske virksomheder, og usikkerhed om regler må ikke stå i vejen. Virksomhederne skal kunne bruge teknologien med tillid, og samtidig skal rettighederne til indhold respekteres. Ophavsret er et område, hvor mange virksomheder stadig er usikre på, hvordan de trygt kan benytte AI, og derfor er det positivt, at der arbejdes på at finde løsninger. Det vigtigste er, at vi samlet set får rammer, der er til at arbejde med i praksis,” siger Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv.
Sammen med Dansk Erhverv opfordrer Tekst & Node danske virksomheder til at øge deres fokus på ophavsret og sikre klare rammer for medarbejderne i forbindelse med brug af tekstmateriale i generativ AI:
”Ophavsret er beskyttelse af dansk innovation og viden og bør indtænkes på lige linje med datasikkerhed og GDPR i compliance-arbejdet. Vi er derfor glade for, at Dansk Erhverv og Tekst & Node taler med én stemme, når det kommer til at sikre korrekt og lovlig brug af ophavsretligt beskyttet tekstmateriale i danske virksomheder,” slutter Anders Kristian Rasch.
Undersøgelse: Brug af AI på arbejdspladser
En undersøgelse foretaget af analysebureauet Norstat på vegne af Tekst & Node blandt 1.020 kontoransatte på tværs af alle brancher viser, at medarbejderne allerede er i fuld gang med at bruge AI-værktøjer, uden at hensynet til ophavsretten er fulgt med.
- 2 ud af 3 medarbejdere bruger AI i deres arbejde.
- 72 % af brugerne, der bruger AI-værktøjer, anvender ChatGPT i arbejdstiden.
- 43 % af de medarbejdere, der bruger AI-værktøjer, prompter med andres tekster. Det er materiale såsom rapporter, undersøgelser og analyser såvel som hjemmesider, nyhedsbreve og øvrig tekst fra internettet.
- 71 % af medarbejderne angiver, at de ikke bekymrer sig om, hvorvidt de overholder ophavsretsloven, når de bruger AI-værktøjer.
- 1 ud af 5 arbejder i en virksomhed, der har en AI-politik, der nævner ophavsret.
Undersøgelsen er udført i efteråret 2025. Se undersøgelsen her.
Nye tal for ’Brug af på AI på arbejdspladser’ i 2026 er på vej.
Om FairLicens fra Tekst & Node
FairLicens er udbudt af forvaltningsorganisationen Tekst & Node, der er ejet af 14 danske medlemsorganisationer på tekstområdet, herunder udgivere, forfattere, forskere mv.
Tekst & Node forvalter rettigheder på tekstområdet og er godkendt af kulturministeriet til at indgå aftaler på baggrund af aftalelicens, der er reguleret i ophavsretslovens § 50.
Aftalelicens er en måde at forvalte ophavsrettigheder kollektivt på, der sikrer en fleksibel brugeradgang samt kompensation til rettighedshaverne for brug af deres materiale.
Brugerne får en samlet tilladelse til anvendelse af et bredt materialeudvalg i stedet for at skulle spørge hver enkelt rettighedshaver om tilladelse til brug.
FairLicens samler virksomhedens rettigheder til brug af andres ophavsretligt beskyttede tekstmateriale i AI-værktøjer, på digitale enheder og ved traditionel kopiering. Licensen er en brugslicens, som giver tilladelse til brug af uddrag af tekstmateriale. Brugen afhænger af materialetypen: fx må aviser ikke anvendes digitalt eller i AI-værktøjer, og pt. omfatter brugen i AI-værktøjer udelukkende dansk materiale.
