Trin 1. Sørg for et sikkert setup
Aftalen med FairLicens forudsætter, at jeres virksomhed tager et ansvar for at sikre et lukket og sikkert setup omkring den digitale brug af beskyttet tekstmateriale. Det skal bl.a. sikre, at der ikke sker kopiering eller deling af materialet uden for aftalens rammer.
It-afdelingen: Lukket setup og styret adgang
- Beskyttet materiale må kun gemmes på virksomhedens interne og passwordbeskyttede drev.
- Medarbejderne må kun benytte AI-værktøjer, som er en del af virksomhedens interne, lukkede it-miljø. Og der må kun bruges AI-værktøjer, som virksomheden har licens til.
- Ingen træning: Der må ikke trænes på ophavsretligt beskyttet materiale. AI-værktøjerne skal være indstillet i et no-traning-mode, der sikrer, at materialet ikke deles med tredjepart (fx techgiganterne bag AI-værktøjet).
Særligt for specialiserede chatbots:
Licensen giver adgang til brug af dansk tekstmateriale i virksomhedens egne, specialiserede chatbots. Det kan være chatbots, som er tilpasset til specifik opgaveløsning eller vidensdeling internt i virksomheden, og som bliver administreret centralt. Brugen forudsætter følgende tekniske setup:
- Administreres centralt: Kun it-ansvarlige eller licensansvarlige kan stå for at håndtere og uploade materiale til specialiserede chatbots.
- Log over materiale: Der skal oprettes en log eller anden form for overblik over, hvilket materiale der uploades samt kildehenvisninger til materialet.
Trin 2. Træn medarbejderne
FairLicens dækker brugen af beskyttet tekstmateriale – men kun så længe, at medarbejderne bruger materialet inden for Licensens rammer. Se licensens betingelser her.
Virksomheden har en forpligtelse til at orientere medarbejderne om ansvarlig brug af andres materiale, herunder hvor meget materiale man må bruge, hvilke typer materiale licensen dækker, og hvordan man skal forholde sig til input i AI-værktøjer.
Vi har samlet de vigtigste hovedregler fra Licensen på en plakat, som kan deles fx på intranettet eller i kopirummet. Det vil gøre det nemmere at bruge materiale lovligt i løbet af arbejdsdagen.
Trin 3. Opdatér jeres interne politikker
Med købet af FairLicens har I taget ansvar for lovlig brug af tekstmateriale på jeres arbejdsplads. Jeres interne politikker kan med fordel også afpejle, at I arbejder aktivt med at tage ansvar for ophavsret – bl.a. gennem jeres FairLicens.
Hvis I har en AI-politik, så anbefaler vi eksemplevis at opdatere denne med et fokus på ophavsret i de afsnit, der omhandler IPR (Intellectual Property Rights) og krænkelsen af immaterielle rettigheder.
Vi har udformet konkrete formuleringer, som kan bruges som inspiration i AI-politikken her.