Tre myter om ophavsret

Foto: Maskot

De færreste bryder ophavsretten med vilje. Bag de fleste menneskelige fejl ligger nogle få, sejlivede misforståelser om brugen af andres materialer og værker.

Vi lever i en tid, hvor teknologien muliggør en adfærd, som kommer i karambolage med lovkravene. AI-værktøjer som Microsoft Copilot, ChatGPT og Claude har gjort det utroligt nemt at indsætte og arbejde med store mængder tekst og materiale, ligesom internettet engang muliggjorde deling og tilgængeliggørelse af både skriftligt og visuelt indhold på nye måder og til hele verden med et klik.

Nedenfor finder I tre myter om ophavsret, som hurtigt kan føre til, at man ulovligt får kopieret og brugt andres beskyttede tekstmateriale i sin arbejdsdag.

Læs med her, når vi punkterer myterne og misforståelserne en gang for alle – for det kræver tilladelse at bruge andres arbejde i sit eget arbejde.

Myte 1:  ”Teksten ligger frit tilgængeligt på nettet, så jeg kan frit bruge den i mit arbejde.”

Fakta:  At noget er gratis at læse, er ikke det samme som, at det frit kan anvendes. Næsten alt, hvad du finder online, hvad enten det er artikler, rapporter, billeder eller blogindlæg, er beskyttet af ophavsretten, præcis som en bog fra boghandlen. At indholdet er let at finde
og kopiere med et enkelt klik, ændrer ikke på, at du skal have tilladelse til at bruge det. Du må gerne læse, men download, copy-paste eller print er som udgangspunkt ikke lovligt.

Myte 2:  ”Det er kun et problem, hvis jeg publicerer teksten for andre, og tilgængeliggør det på fx hjemmesider eller sociale medier. Intern brug tæller ikke.”

Fakta: Selve kopieringen kan også krænke ophavsretten, ikke kun det at udgive materialet bagefter eller tilgængeliggøre det på anden vis. Retten til at fremstille eksemplarer tilhører ophaveren, jf. ophavsretslovens § 2, og den ret berøres, i samme øjeblik du indsætter
en andens tekst i et AI-værktøj for at få den oversat eller opsummeret. Kopien er allerede lavet. Det gælder, uanset om resultatet forlader kontoret eller ej.

Myte 3:  ”AI-leverandøren har styr på rettighederne til det materiale, vi lægger ind og prompter med.”

Fakta: Det bør I ikke forudsætte. De store AI-leverandørers vilkår stiller typisk krav om, at brugeren har de nødvendige rettigheder og tilladelser til det materiale, der anvendes som input. Uanset hvordan det juridiske ansvar i øvrigt måtte blive vurderet, bør I derfor selv sikre, at virksomhedens brug af andres materiale har et lovligt grundlag.


Se, hvordan FairLicens kan dække medarbejdernes brug af ophavsretligt beskyttet tekstmateriale: