Kun hver 5. medarbejder kan sige, at de arbejder i en virksomhed, der har en AI-politik, der nævner ophavsret. Det står i kontrast til, at 43 % af medarbejderne prompter med andres materialer.
Det viser Tekst & Nodes undersøgelse, der peger på, at der eksisterer et stort efterslæb omkring at sikre rammesætningen for brugen af AI-værktøjer rundt omkring hos danske virksomheder.
Ansvarlig AI handler nemlig ikke bare om datasikkerhed, it-systemer og dataetik, men også om ophavsret og om at sikre, at ens medarbejdere ikke uforvarende og uoplyste krænker ophavsretsloven.
Det kan man bl.a. forhindre ved at få sat ophavsret på dagsordenen, få opdateret virksomhedens AI-politik og få trænet medarbejderne på området.
Formuleringer til inspiration
Her er to konkrete formuleringer, der kan inspirere til arbejdet med at udvide AI-politikken til også at fokusere på ophavsret. Vi har fokuseret særligt på input-delen, som er det område, FairLicens dækker.
Til virksomheder uden en FairLicens
Brug af andres materiale som input i et AI-værktøj:
Medarbejdere skal respektere ophavsrettigheder ved brug af AI-værktøjer. Medarbejdere må ikke prompte med, uploade eller på anden måde anvende andres ophavsretligt beskyttede værker som input i AI-værktøjer. Det gælder, uanset om der er tale om tekster, billeder, fotografier, illustrationer, lyd, video eller andet beskyttet materiale – også det, der findes frit tilgængeligt på internettet. Medarbejdere må kun bruge andres beskyttede værker i AI-værktøjer, hvis der er indhentet en særskilt tilladelse til den konkrete brug, eller hvis der er tale om en brug, der er omfattet af virksomhedens abonnementsaftaler. Er medarbejderen i tvivl om, hvorvidt materialet må anvendes, skal materialet ikke anvendes, før forholdet er afklaret med nærmeste leder.
Til virksomheder med en FairLicens
Brug af andres materiale som input i et AI-værktøj:
Medarbejdere skal respektere ophavsrettigheder ved brug af AI-værktøjer. Virksomheden har indgået en aftale med Fairlicens af Tekst & Node, som betyder, at medarbejdere gerne må prompte med, uploade eller på anden vis anvende andres ophavsretligt beskyttede tekstmateriale som input i AI-værktøjer. Det gælder tekstmateriale som bøger, fagtekster, noder, billeder i forbindelse med tekst samt rapporter, analyser og andet tekstmateriale fra internettet. Vær opmærksom på, at aviser er undtaget, og at brugen kun må ske inden for aftalens rammer. Output-resultater, der er genereret på baggrund af ophavsretligt beskyttet tekstmateriale, må kun bruges og deles internt.
Et fokus på ophavsret kan bl.a. løftes ind som en del af de afsnit, der omhandler IPR (Intellectual Property Rights) og krænkelsen af immaterielle rettigheder. De konkrete formuleringer bør altid udvikles i samarbejde med virksomhedens egne fagfolk.



